mandag den 25. februar 2013

Romanens sidste sider


Et lys brænder ud 
En tid er forbi 
Kommer aldrig mere igen

Min mormor trækker ikke længere vejret. Hun er død.
Niagra Falls er på vej ned af begge mine kinder, min næse er fyldt med snot og min vejrtrækning er helt ude af kontrol. Hvis der var en stop-lige-en-gang-og-slap-af-nanna knap, måtte den gerne komme frem af mørket nu. Jeg har placeret mig i min seng under begge dyner, og jeg har tændt stearinlysene i min vindueskarm så flammerne står og flakker i takt med vinden uden for. Det er en helt almindelig mandag i dag, men jeg er så ked af det. Jeg græder fordi jeg aldrig vil kunne trykke hendes hånd igen og fordi hun aldrig vil kunne kigge mig i øjnene mere. Jeg græder fordi jeg er bange for at glemme. Glemme duften af hendes ny vaskede sengetøj, lyden af hendes stemme, fornemmelsen af hjemlig hygge i hendes møbler, og smitten af hendes klukkende grin. Jeg beroliger dog mig selv med at vide den her dag har haft det bedste i sinde - at give hende ro. Og hun er en gammel dame som har haft et langt og indholdsrigt liv, fyldt med venner og familie som elskede hende lige til det sidste. Jeg har været velsignet med en smuk, klog og vidunderlig kvinde som min mormor og det er jeg min skæbne dybt taknemlig for. 

Min far sagde at min mor havde taget et lys med over til min mormor, som min mor nu kunne tænde og stille i vindueskarmens stille brise, så min mormors sjæl frit kunne svæve ud og gøre hvad den ville. Det var derfor jeg kom til at tænke på sangen fra Saybia hvor Søren Huus synger; et lys brænder ud. Den blev spillet i radioen for en dag eller to siden og er vel egentlig meget symbolsk aftenens soundtrack i dag. Jeg har altid synes at den var så smuk, men først nu har jeg nok egentlig forstået hvad den betyder. Men nu tuder jeg færdig og tørrer tårerne væk imens jeg mindes min mormor for alle de gode ting hun var og kunne. Normalt er jeg virkelig ikke en religiøs person, men lige i dette tilfælde finder jeg virkelig ro i at håbe på at hun bliver forenet med sin afdøde mand samt hendes to små sønner, som sidder langs højbordet oppe på den mørke nattehimmel og venter på hende med åbne arme. Jeg håber så inderligt at hun fik alt det hun ville ud af livet og at hun kunne mærke vi var hos hende lige til den sidste vejrtrækning.

Hvil i fred momse.

Kys fra

fredag den 8. februar 2013

A new low


Jeg er blevet telefonsælger. For fanden nans, hvor er din morale?
Jeg sælger en avis på prøvetid i 4 uger for 99kr uden et bindende abonnement, så det er ikke fordi jeg ringer og stikker en "kogebog og 4 knivsæt til 399" ned i halsen på kunderne ... men det er bare stadig et skodjob, for fanden hvor er det et skodjob. Mine kollegaer er dog rigtig søde og vi kan drikke lige så meget kaffe som vi har lyst til, så det er da altid noget. Jeg er faktisk også virkelig overrasket over hvor fucking-mobsede-soccermoms-og-skrid-ud-af-mit-øre agtige folk ikke er selvom jeg ringer og vil sælge dem en avis midt på aftenen - 7 ud af 10 er faktisk rigtig flinke og åbne at snakke med. Jeg har ikke været telefonsælger særlig længe, men jeg har alligevel allerede formået at opleve en masse akavede samtaler. For eksempel er billede nr. 2 noget af en liste over nogle af de fucked navne jeg har ringet op, og på et tidspunkt fik jeg så fat i en kvinde hvor der på skærmen stod "Gerd Jørgensen", så jeg spurgte om hendes mand var inden for rækkevide, men det var altså hende der hed Gerd ...... hmmm, akavet liv nans - hvordan redder man lige den? Lad mig bare sige at hun ikke købte en avis.

Jeg er i enorm pengemangel lige pt. og det er derfor jeg har solgt min sjæl til djævlen og fået et headset og et login til computeren i bytte. Jeg tror ikke jeg holder til jobbet særlig længe, men timelønnen er altså god i forhold til hvor lidt vi rent faktisk laver (drikker kaffe, vipper på stolen, tegner krusseduller og sælger en avis her og der). Når jeg vågner om morgenen de dage jeg skal på arbejde, vågner jeg seriøst op med en krop der er fuldstændig fyldt med nervøs energi og en mave der bare kunne eksplodere fordi jeg har det så dårligt med situationen. Jeg kan ikke stå inde for mit arbejde og jeg har aldrig vidst at den faktor betød så meget for mig før nu. Jeg synes dog egentlig det er rart at vide at mit moralske kompas ikke er gået helt i stykker endnu.

Som tidligere nævnt er blogging vidst blevet en del af min personlighed og jeg kan simpelthen ikke bare stoppe sådan, kold tyrker agtigt ... No matter hvad jeg ellers selv lige regnede med jeg skulle. Jeg vil dog virkelig gerne gøre noget for at tænke lidt mere over hvad jeg skriver og hvordan jeg formulere mig, for hvem gider egentlig kigge på et sjovt billede jeg fandt på 9gag og lige smed på bloggen?? Nok ikke andre end mig. Jeg tænker at det her nok stadig kommer til at fungere lidt som en online dagbog/se mig, hør mig/jeg har en mening om alt blog, og om det så er 1 eller 200 der læser med, det er jeg egentlig virkelig ligeglad med. Læsertal på blogs har aldrig rigtig betydet det store for mig, så hvis du brænder inde med en blog du mener jeg skal kigge forbi (stor som lille) må du meget gerne smide et link i kommentarboksen :-) Jeg elsker grafisk flotte ting og folk der ikke tager sig selv alt for højtideligt ... så ved I det! 

Kys fra
Nanna

onsdag den 6. februar 2013

-3, 00, 02, 4, 7, 10 eller 12 - hvilket tal er du?

Gymnasiet og jeg har siden første skoledag haft et anspændt forhold. Jeg kom lige fra efterskolen hvor jeg havde haft det bedste år i mit liv, og jeg før det havde haft det super godt i folkeskolen. Den eneste person jeg kendte i min kommende gymnasieklasse, var en dreng der var blevet mobbet ud af min klasse, da vi gik i sjette, mener jeg. Fedt grundlag for at starte et nyt sted nans ... Der var mange i min klasse der allerede kendte hinanden, enten fra efterskole eller fra folkeskolen og sport. Jeg synes det var møgirriterende at skulle bruge så meget energi på at lære nogle nye mennesker at kende, når jeg lige have brugt et helt år og en masse kræfter på at lære 110 mennesker at kende ude på efterskolen, og forelsket* mig i 50 af dem!

I folkeskolen fik jeg generelt virkelig gode karakterer, og jeg har aldrig rigtig skulle arbejde for at kunne følge med i timerne. Det ændrede sig dog drastisk efter et år på efterskole (hvor jeg intet skolearbejde lavede), og 1.g ramte mig derfor like a train. Som tiden i gymnasiet skred frem, indså jeg lige så stille og roligt og at jeg nok ikke skulle regne med et 12-tal for noget som helst, anytime soon ... Jeg var en 4'er/7'er-pige, og sådan var det bare. Det var møgfuckingsurt!!! Mine prioriteter har aldrig ligget i den rækkefølge at skolen lå som en førsteprioritet, bl.a. fordi jeg altid har haft så nemt ved det, og jeg havde derfor også svært ved at gøre noget ved mine karaterer, når det hele ikke bare faldt i hak, som det ellers altid havde gjort. Jo jo, der røg da et 10-tal ned i posen her og der, men i fag som spansk, kemi og matematik røg der godt nok også nogle 00'er med. 

Noget af det mest ydmygende jeg nogensinde har prøvet, var i 1.g hvor vi efter 2 måneders tid fik en matematikprøve tilbage og mit resultat fra prøven var 00. Aldrig i mit liv, havde jeg før det øjeblik fået 00 eller 02 i noget som helst. På efterskolen var jeg på det højeste matematikhold og i folkeskolen havde jeg fået 10/10 til min eksamen. En pige fra min klasse fik også 00 i prøven, og hun stormede grædende ud af klassen fordi hun var så ydmyget og ked af det. Det var efter den prøve jeg begik den største fejl i min tid på gymnasiet; Jeg blev ligeglad. Jeg tænkte nå men så fuck da det!! og gad ikke engang kæmpe for det. Når jeg ikke kan finde ud af noget lige med det samme, bruger jeg forsvarsmekanismen fuck det hele og bliver ligeglad, hvilket bare er så ufattelig dumt, for det er i præcis de situationer jeg har brug for at kæmpe aller mest.

I 2.g var jeg lige med i starten af skoleåret, men da vintermånederne nærmede sig, kom en depression også tættere og tættere ind på livet af mig, og gjorde skoledagene ekstra sure. Jeg kom dog alligevel ud på den anden side da foråret brød frem, og nu sidder jeg i 3.g og har kun 29 skoledage tilbage! Efter sommerferien sidste år var det som om jeg lige pludselig kunne se lyset forenden af tunnellen - mine karakterer og mit overskud skød i vejret, og da 2. standpunktskarakterer kom på lectio, var jeg steget en karakter i alt undtagen to fag ... jeg var endda steget to karakterer i nogle fag. Wow, hvem skulle have troet? Seriøst. Jeg troede ikke jeg kunne få 12 i noget som helst ude på gymmi. Det lyder så ynkeligt, men det er rigtigt. Jeg ville ønske jeg havde fået den her attitude mod skolearbejde og moral i 2.g, og at mine studentereksamener ikke kun lå 2 måneder væk. Det er så nemt at være bagklog, og egentlig ligger det mig lige til højrebenet - men jeg vil hellere bare bruge min energi på noget positivt, så det vil jeg gøre.

Jeg glæder mig så sindssygt meget til at stå på den anden side af den største mållinje i mit liv so far, med en studenterhue på hovedet og et kæmpe smil på læberne. Jeg vil ikke lade karakteren i min hue tynge mig eller stige mig til hovedet, for det er bare et tal og jeg ved godt selv at jeg er god nok.

Urgh, så blev det vidst også lige cheesy nok her til sidst. Hvad skal jeg slutte af på i stedet for? Hmm ... PIK!

Kys fra
Nanna

*Ikke som i head over heels, jeg kan ikke leve uden dig, men som i jeg har fået en ven for livet, fuck hvor er du fantastisk!!

13/1 2016 note: Jeg fik 12 i min afsluttende mundtlige eksamen, og det er den karakter jeg er aller gladest for (og mest stolt af) igennem hele min gymnasie tid. Det var i samfundsfag og min højeste mundtlige karakter i faget var ellers et syv tal.