mandag den 25. februar 2013

Romanens sidste sider


Et lys brænder ud 
En tid er forbi 
Kommer aldrig mere igen

Min mormor trækker ikke længere vejret. Hun er død.
Niagra Falls er på vej ned af begge mine kinder, min næse er fyldt med snot og min vejrtrækning er helt ude af kontrol. Hvis der var en stop-lige-en-gang-og-slap-af-nanna knap, måtte den gerne komme frem af mørket nu. Jeg har placeret mig i min seng under begge dyner, og jeg har tændt stearinlysene i min vindueskarm så flammerne står og flakker i takt med vinden uden for. Det er en helt almindelig mandag i dag, men jeg er så ked af det. Jeg græder fordi jeg aldrig vil kunne trykke hendes hånd igen og fordi hun aldrig vil kunne kigge mig i øjnene mere. Jeg græder fordi jeg er bange for at glemme. Glemme duften af hendes ny vaskede sengetøj, lyden af hendes stemme, fornemmelsen af hjemlig hygge i hendes møbler, og smitten af hendes klukkende grin. Jeg beroliger dog mig selv med at vide den her dag har haft det bedste i sinde - at give hende ro. Og hun er en gammel dame som har haft et langt og indholdsrigt liv, fyldt med venner og familie som elskede hende lige til det sidste. Jeg har været velsignet med en smuk, klog og vidunderlig kvinde som min mormor og det er jeg min skæbne dybt taknemlig for. 

Min far sagde at min mor havde taget et lys med over til min mormor, som min mor nu kunne tænde og stille i vindueskarmens stille brise, så min mormors sjæl frit kunne svæve ud og gøre hvad den ville. Det var derfor jeg kom til at tænke på sangen fra Saybia hvor Søren Huus synger; et lys brænder ud. Den blev spillet i radioen for en dag eller to siden og er vel egentlig meget symbolsk aftenens soundtrack i dag. Jeg har altid synes at den var så smuk, men først nu har jeg nok egentlig forstået hvad den betyder. Men nu tuder jeg færdig og tørrer tårerne væk imens jeg mindes min mormor for alle de gode ting hun var og kunne. Normalt er jeg virkelig ikke en religiøs person, men lige i dette tilfælde finder jeg virkelig ro i at håbe på at hun bliver forenet med sin afdøde mand samt hendes to små sønner, som sidder langs højbordet oppe på den mørke nattehimmel og venter på hende med åbne arme. Jeg håber så inderligt at hun fik alt det hun ville ud af livet og at hun kunne mærke vi var hos hende lige til den sidste vejrtrækning.

Hvil i fred momse.

Kys fra

5 kommentarer:

  1. græder. hvor er det uendeligt trist og smukt. føler med dig.
    uendelige kram <3

    SvarSlet
  2. Hvor er det bare et smukt indlæg og en utrolig smuk hyldest til din mormor. Det er tydeligt, at hun betød noget helt helt specielt for dig.
    Mange tanker til dig og dine i en svær tid.

    SvarSlet
  3. Årh Nanna altså, jeg har så ondt af dig! At miste en man har meget nær er det allerværste i verden! Husk at du har nogle gode venner, der helt sikkert støtter dig i en tid, der er svær.
    Ville ønske jeg kunne give dig en kæmpe bjørnekrammer, det er det eneste der hjælper i sådan en situation!
    Tusinder af tanker, kram og kys <3

    SvarSlet
  4. ååårrh Nanna! Jeg sidder her og tuder for mig selv, hvor er det trist at læse! jeg har så forfærdelig ondt af dig, din familie og ikke mindst din mor..! men jeg er sikker på at din mormor er et dejligt sted nu! og jeg håber virkelig du fik sagt ordenligt farvel, det betyder så meget!!
    love you søde Nanna, jeg håber snart vi ses igen..... :D :D

    møs Stimilie

    SvarSlet
  5. Jeg har fulgt dig og din blog i lang tid, tilbage til Stormvejr i sindet, hvor jeg fulgte med i dit liv med masser af smil og latter. Jeg har altid været vild med din blog - altid tjekket op på den i ny og næ. Har dog først lige fundet ud af, at du har skiftet blog og begyndt på en frisk. Først tænkte jeg øv, ikke mere sarkasme og fjollede indlæg. Men så læste jeg det her indlæg og blev draget af din skrivemåde. Du skriver fantastisk - også dit afskedsindlæg til din gamle blog var fantastisk - jeg er helt vild med det! At starte på en frisk var slet ikke en dårlig idé, og jeg kan sagtens følge dig i dit valg. Jeg synes virkelig at det her er et smukt indlæg. Jeg blev helt rørt på dine vegne.

    Virkelig flot. Ved slet ikke hvad jeg skal sige... Du kan det hele: sarkasme og fjol, men også skrive helt vidunderligt dragende.

    Meget voldsom kommentar, du får dig her, men der var noget ved dit indlæg der ramte noget i mig.

    God aften!
    Knus

    SvarSlet