torsdag den 30. maj 2013

Memory box #1

Jeg fandt et gammelt blogindlæg “Me, myself and I” fra dengang jeg gik i 1.G og troede jeg var mega dyb fordi jeg gik på gymnasiet. Det eneste jeg nåede at kommentere på var smagen af kernerne i min smoothie og navnet på Cruella Devil. Fandme fint Nanna.

Me, myself and I

Jeg sidder lige nu nede på Under Uret i selskab med en hindbær-smoothie, min computer, mig selv og mine tanker. Efter en skoledag på kun 2 moduler og en mødetid der sagde kl.12, føler jeg mig ikke så udmattet som sædvanlig. I mine høretelefoner spiller tonerne fra ”Sway”, et nummer af Nephew, og de ligger et beat i mine fingres rytme hen over tastaturet.

Min arm ligger og hviler på bordet, og jeg kan mærke kulden min smoothie udstøder igennem caféglasset den er blevet serveret i. Jeg suger en ordentlig mundfuld ind igennem sugerøret, og lader det svømme lidt rundt inde i min mund. Det føles koldt. Ligesom disen der kommer fra glasset. Jeg kan smage de friske hindbær og mærke de små kerner fra frugten smyge sig rundt på min tunge. Jeg tygger på to af dem med mine tænder, og kan smage dem. De smager ikke af noget. De smager bare af kerne.

Jeg tager en tår til.

Der er et stort spejl hernede. Sådan et med guldramme og indridsede detaljer. Jeg kan ikke se mig selv i det, men jeg kan se resten af caféen. Den ser helt tom ud. Men det er en illusion. Jeg kan høre en masse mennesker snakke i baggrunden, selvom jeg har høretelefoner i mine ører. Jeg kan også mærke sofaen jeg sidder i bevæger sig hver gang ham der sidder bag mig, og spiller backgammon med sin kæreste, slår med terningerne. Så jeg ved her er andre. Jeg kunne selvfølgelig også bare dreje mit hoved og kigge mig rundt. Men så ville jeg ikke se så filosofisk ud som jeg gør, imens jeg sidder her med min smoothie og min macbook pro på en hyggelig lille café, og skriver alle mine filosofiske tanker ned.

Men folk kan jo ikke se hvad jeg skriver ned. Og det er vel egentlig også rart nok, for hvis de kunne se det, ville det filosofiske præg jeg har over mig lige nu, nok falme lidt. Okay, meget. Men jeg har briller på.

Jeg tager en tår til og skriver lidt på min dansk stil om Freud. Jeg tager endnu en tår. Tygger på nogle kerner. De smager måske lidt af træ, faktisk.
Klokken er 16.14 og jeg skal med bussen kl. 16.5x. Jeg kan ikke helt huske hvornår den går, men jeg skal nok komme med den. Til Faaborg. Jeg skal ind og lave film. Lave film resten af holdet på Station Next. Og måske spise popcorn.

Endnu en tung rytme kommer ud af mine høretelefoner. ”Stand” med Turboweekend. iTunes er sat på shuffle og om lidt kommer der sikkert en Disney sang. Lige nu nyder jeg bare den hæse stemme hive de her ord ud af hovedet; ”Help me stand, will help me stand. I’ll be your eyes if you’ll help me stand”. Fuck hvor er den god.

Okay, der kom Disney sangen. ”Cruella De Vil”. Hvilket minder mig om, hvor geniale Disney egentlig er. Cruel og Devil. Ond og djævel. En ond djævel. Cruella De-vil. Cruel Devil. HALLO. Det er jo genialt. Er jeg den allersidste til at opdage det?

Jeg skal tisse nu, min bus går snart, mit glas er tomt og pynten er spist.

Farvel!

Kys fra
Nanna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar