mandag den 2. november 2015

Oktober


Jeg elsker den her tid på året. Bladene gløder af gul, rød og orange. Træernes brune stammer står solidt plantet i jorden, selvom alle bladene drasler af grenene når vinden får fat. Når jeg cykler på arbejde om morgenen, føles luften lidt som et stykke spearmint tyggegummi. Den er frisk og kold helt nede i maven på mig. Det er køligt nok til at jeg kan pakke mig ind i mine store halstørklæder, men ikke så koldt at vinterjakken også skal mases på. Tiden føles som noget der er til låns, og det er den vel egentlig også lidt. Alle dagens farver forsvinder snart igen, det vil ikke længere være lyst om morgenen og regnen vil konsekvent falde som et tungt tæppe fra himlen any day soon.


Jeg var i Dyrehaven med to af mine gode venner en weekend. Vi gik længe og ledte derinde, og pludselig stod vi foran et kæmpestort træ fyldt med nøddebrunt guld. Vi fik fat i nogle grene, og formåede at rasle en masse fine kastanjer af træet. Der er et eller andet helt specielt ved at gå med en håndfuld kastanjer i lommen. Det føles barnligt, og lidt som om at man lige har stjålet æbler fra naboens have. Kastanjerne ruller så nemt ind og ud imellem dine fingre, og deres overflade er helt glat og blød at røre ved. Det er helt vildt beroligende, ikke? Det synes jeg i hvert fald. Det er nok 8-9 år siden jeg sidst har lavet kastanjedyr, så forsetåeligt nok var jeg vildt begejstret for at min veninde Anne synes det var lige så spændende som mig. Vi havde også Marius med, men han brokkede sig bare det meste af tiden og endte med at lave en kastanjehånd der rækker fuck ... Det er den i midten på billedet til højre. Jeg lavede den kastanjemand med halstørklædet og Anton var ansvarlig for ballonen/slikkepinden der ligger helt til højre på billedet.



I år har mine efterskolevenner og jeg selv 5 års jubilæum, og det synes jeg faktisk bare er fuldstændig skørt. Jeg gik på Faaborgegnens Efterskole i 2009/2010, og selvom det nu er 5 år siden jeg stoppede, er det stadig de mennesker jeg lærte at kende derude, som jeg bruger allermest tid sammen med. De er de sejeste, skøreste, dygtigste, sødeste og mest godhjertede mennesker jeg har mødt i mit liv. Nogle gange glemmer jeg hvor heldig jeg egentlig er, at have sådan en vidunderlig vennegruppe, der kender hinanden alle sammen. Vi er omtrent 15 mennesker (plus det løse) der snart har kendt hinanden i 6 år, og når man kun er 22 år gammel så er det altså en ret stort del af ens liv man har delt med hinanden. Vi tog i byen efter vores jubilæum ude på skolen, og jeg havde den bedste bytur i 2015 indtil videre. Jeg grinte så sindssygt meget, dansede til mine ben ikke kunne mere og fik snakket med alle dem jeg elsker aller mest. Jeg gik i seng ved halv otte tiden og havde maven fuld af sommerfugle, glæde og tis, tror jeg ... jeg tissede i en busk på vej tilbage i hvert fald.


Efter at have boet ved drengene på Rådmanden og hos Nanna i NV i godt 2 måneder, flyttede jeg til Valby den 1. oktober. Jeg har 20 kvm. og et skylight helt for mig selv. Jeg har tidligere boet et halvt år i Odense, men den her gang føltes det som om jeg flyttede hjemmefra for real. Det er så hjernedødt at tænke på at jeg skal bo i København indtil 2019 hvor jeg er færdig med min BA. Det virker super voksent, at skulle starte på en bachelor og bo i København. Kan jeg overhovedet finde ud af det? Det føles som om jeg er helt vildt langt væk hjemmefra, og når jeg tænker på at Karen er i Pittsburgh indtil august 2016, så kryber der en lille tåre frem i øjenkrogen. Jeg er helt vildt spændt på hvad der skal ske i det her kapitel af mit liv, men også helt vildt skræmt. Skræmt på den gode måde. Tror jeg.

Kys fra
Nanna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar